---
title: "Opdatering om motivationstarif"
date: "2026-09-29"
created: "2026-09-29"
---

[Hjem](https://skjernfjernvarme.dk/)

                    [Nyheder](https://skjernfjernvarme.dk/nyheder)

                [Opdatering om motivationstarif](https://skjernfjernvarme.dk/nyheder/opdatering-om-motivationstarif)

# Opdatering om motivationstarif

# Motivationstariffen virker: Mere end 70 % af forbrugerne opnår rabat

Da vi ved indgangen til 2026 indførte motivationstariffen, var målet at skabe en mere retfærdig og energirigtig tarifmodel, som belønner de forbrugere, der udnytter fjernvarmen bedst muligt.

Nu har vi gennemført den første samlede analyse af ordningen, og resultaterne viser, at hovedparten af vores forbrugere allerede har en lav returtemperatur og dermed en effektiv afkøling af fjernvarmevandet.

## Mere end 70 % opnår rabat

Hvis den tidligere afkølingstarif fortsat havde været gældende, ville 1.353 forbrugere tilsammen have skullet betale 754.532 kr. i afkølingstarif.

Med motivationstariffen ser billedet markant anderledes ud:

- 801 forbrugere skal betale et samlet tillæg på 137.816 kr.
- 2.056 forbrugere opnår en samlet rabat på 117.580 kr.

Det betyder, at mere end 70 % af vores forbrugere opnår en økonomisk fordel, fordi deres returtemperatur ligger under den fastsatte grænse, mens færre end 30 % modtager et tillæg.

Resultaterne viser, at mange forbrugere allerede bidrager aktivt til en mere effektiv drift af fjernvarmesystemet.

## Gradvis indfasning frem mod 2032

Motivationstariffen er bevidst indført gradvist for at give alle forbrugere god tid til at tilpasse deres anlæg.

I 2026 udgør tarifpåvirkningen 0,3 % pr. grad, man ligger over eller under grænsen for returtemperaturen. Satsen stiger herefter trinvis, indtil den når 2,0 % pr. grad i 2032.

Den gradvise indfasning betyder, at forbrugerne løbende kan følge udviklingen og foretage eventuelle forbedringer af deres anlæg, inden ordningen får fuld effekt.

## Hvorfor er en lav returtemperatur vigtig?

Jo bedre fjernvarmevandet afkøles hos den enkelte forbruger, desto bedre kan energien udnyttes i hele fjernvarmesystemet.

Det giver:

- Mere effektiv varmeproduktion.
- Lavere energiforbrug til pumpning.
- Mindre varmetab i ledningsnettet.
- Lavere samlede omkostninger for fællesskabet.
- En mere energieffektiv og klimavenlig fjernvarmeforsyning.

Derfor er en lav returtemperatur ikke kun til fordel for den enkelte forbruger, men også for alle, der er tilsluttet fjernvarmenettet.

## Tak for indsatsen

Vi er glade for, at så mange forbrugere allerede har taget den nye tarifmodel til sig. De første resultater viser, at en stor del af vores kunder har fjernvarmeanlæg, der udnytter energien effektivt, og det kommer både den enkelte husstand og fællesskabet til gode.

Har du spørgsmål til dit anlæg eller din returtemperatur, hjælper vi gerne med råd og vejledning, så du kan få det bedst mulige udbytte af din fjernvarme.

Hvis du ønsker af følge med i dit fjernvarmeforbrug og fjernvarmetemperaturer kan du enten se på din fjernvarmemåler eller benytte e-forsyning som kan tilgås her: https://eforsyning.dk/skjernfjernvarme/#/login
